En missionær fortæller om nogle kinesiske pilgrimme, som han så før den sidste verdenskrig. En gik med ståltråd eller strikkepinde stukket ind gennem den ene kind, tværs igennem munden og ud gennem den anden kind.
En anden gik med armene stramt ret ud i luften. De var fastbundet til en stok med et tov for at de ikke skulle falde ned.
En tredje bar tunge jernlænker over skuldrene, omkring benene, og de slæbte efter ham på vejen, blankslidte af de mange mil.
Disse og mange lignende skulle op på det hellige bjerg og stå for den højeste Gud. Og så håbede de, at han skulle se, hvor alvorligt de tog det, og være dem nådig.
Gudløst og håbløst! Hvilken sum af fortvivlelse og angst. Hvilken håbløs og nytteløs stræben efter fred og trøst.
For os er det så selvfølgeligt. Jesu forsoning og den åbne adgang til en Gud, som vi kalder Fader, en barmhjertig og nådig Gud, fuld af kærlighed, alt det ligger åbent og, tilgængeligt for os. For mange er det ligeså sikkert, som at der er luft, jord og vand, bjerge og planter omkring os.
Ved du, hvor stort det er, at vi ejer evangeliet? Takker. du daglig Gud for, at du slipper for at leve i hedenskabets mørke? Og har du viet dit liv til at bringe lys ud i mørket med dine penge, dine bønner og dine ord? Hvis ikke, må du snart begynde at betale af på denne gæld.
»Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær.« Ef. 2, 13.