Et indisk sagn fortæller om en tigger, der gik på landevejen med en pose på ryggen og tiggede. Det var ikke meget, han fik. Så en dag så han kongen komme kørende i sin forgyldte vogn. Tiggeren blev både glad og forventningsfuld. Nu skulle han nok få noget. Men da vognen kørte forbi ham, rakte kongen hånden ud og sagde: »Hvad har du at give mig?« Tiggeren tog det mindste korn fra sin pose og rakte det til kongen. Så kørte kongen videre. Men om aftenen, da tiggeren tømte sin pose, var det lille korn forvandlet til rent guld.
Dette Sagn har en dyb mening. Den himmelske bank betaler høje renter. Alt det, vi giver eller gør for Guds riges skyld; får sin store løn allerede her i livet. Ingen er blevet fattig af at ofre til Guds riges arbejde. De penge, vort land har givet til missionen, er de bedst anbragte penge af alle.
Da nazisterne under krigen bortviste mig fra mit sogn, fik jeg dette ord: »Han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden.« Luk. 18, 29-30. Sikkert er det, at de, som gav mest for Jesu navns skyld, blev højst velsignet.
Det sørgelige er kun, at vi ligner tiggeren i sagnet alt for meget. Vi har så lidt at undvære. Lad os ikke se så meget på vor fattigdom, men mere på Guds ufattelige rigdom.
