En avis bragte følgende beretning: »I Bonn stod en dag en professor og skulle operere en bonde, som havde fået kræft i tungen. Flere studenter var samlet om operationsbordet. Kirurgen måtte meddele den syge, at han hellere måtte gøre sig fortrolig med tanken om at miste talens brug. »Har De et ønske at fremsætte, så gør det nu. Men vær fuldstændig klar over, at det er de sidste ord, De kommer til at udtale her i livet. Efter operationen bliver De stum.«
Alle stod i åndeløs forventning. Bonden bøjede et øjeblik hovedet, så hørte de pludselig disse sidste ord fra hans læber: »Herren, Jesus Kristus være lovet og prist!«
»Hvordan er det muligt at prise Gud, når man skal miste tungen?« Jo, Guds børn ejer en glæde, der er højere og rigere end glæden over noget andet her i verden. Det er glæden over at være frelst.
I Frelseren ejer vi den fuldkomne glæde. Jesus Kristus er, en glædeskilde, som ikke udtørrer, selvom vi mister helbred og styrke, ejendom, venner og hjem.
Den, som glæder sig i freden, som lever med tak og pris for, at hans navn er skrevet i Himmelen, han får styrke til at bære selv den største modgang og alligevel prise Herren.
»Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse.« Es. 12, 2.
