En lille dreng havde været i kirke sammen med sin mor. Nogle dage senere mødte de præsten på gaden. »Mor«, sagde drengen og pegede på præsten, »det er ham, som stod der, hvor Jesus skulle have stået.«
Sådan kan det blive, og, det kan være prædikantens skyld, at det bliver sådan. Han kan brillere for meget selv, tale for meget om sig selv og for lidt om Jesus. Ethvert vidnesbyrd og enhver prædiken skulle være båret af samme ånd, som Johannes Døberen, da han sagde: »Se det Guds lam«. Han pegede bort fra sig selv og på Jesus.
Mange går og hører om Jesus, er med i kristelige foreninger og synger om Jesus, uden rigtigt at have set ham.
Da israelitterne i ørkenen var blevet bidt af giftslangerne, lod Gud Moses rejse en stang med en kobberslange. Og så fik de det løfte, at den, der var blevet bidt af en slange og som derefter så på kobberslangen, skulle blive frelst fra døden.
Det var en stang, der bar kobberslangen. Uden den var der mange, som ikke kunne se den. Men det hjalp ikke at se på stangen. Stangen frelste ikke nogen. Kun et blik på kobberslangen kunne besejre dødens magt.
De troende er sendebud i Kristi sted. De bærer Jesus i sig, og deres ord og liv er vidnesbyrd om Jesus. Men selv de bedste kristne har deres fejl og svagheder. Ingen må stirre så meget på de troende, at de bygger deres tro på deres fuldkommenhed. Kun Jesus er fuldkommen. Kun han er ren og hellig. Kun han kan rense fra syndens gift.
Og Jesus rørte ved dem og sagde: »Rejs Jer og frygt ikke! Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.« Matt. 17, 8.