La Fayette, Washingtons ven, sad i sin ungdom indespærret i et fransk fængsel. I døren til cellen var der et lille hul, akkurat stort nok til, af et menneskeøje kunne se igennem det. Ved dette hul stod en vagt. Han skulle hele tiden se på fangen, indtil han blev afløst af en anden. Alt, hvad La Fayette så, var det vågne øje, der altid iagttog ham. Hver gang han så derhen, mødte det hans blik. Selv i drømme følte han, at det så på ham. Han sagde senere: »Det var frygteligt bestandig at have dette øje stirrende på sig. Når jeg stod op, og når jeg gik i seng, når jeg spiste, og når jeg læste, udforskede det mig.«
David følte sig udforsket af Guds øje hele sit liv, nat og dag, ikke alene i det ydre, men i hjertets inderste: »Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med..« Salme 139, 1-3.
Det går ikke at gemme sig for Guds øjne. »Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?« - »Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.«
For den, der trodser sig frem i synd mod Herrens vilje, er det uhyggeligt at tænke: Gud ser dig. For alle er det alvorligt. Men for den, der lader sig drive af ønsket om at leve hele sit liv i lyset, er der en vidunderlig tryghed og bevidsthed ved tanken om, at Gud ser os.
»Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!« Salme 139, 23-24.
