I en bog om bøn læste jeg om en hyrdedreng, der måtte vogte dyrene både søndag og hverdag. Af nogle børn, der gik i søndagsskolen, havde han hørt, at der lærte de at bede til Gud. Det havde han aldrig lært.
En dag fandt en mand ham på knæ ude på marken med foldede hænder og øjnene vendt mod himlen. Langsomt og tydeligt kom det: a, b, c, d, e, osv. hele alfabetet igennem. Da han var færdig, spurgte manden, hvad, det var, han foretog sig. »Jeg beder«, svarede drengen. »Men dette er da ikke at bede,« mente manden. »Nej,« sagde drengen, »men jeg har ikke rigtig lært at bede. Jeg troede, at Gud ville lave en bøn ud af det, når han fik alle bogstaverne.«
Da Hanna i sin nød bad til Gud, kom der ikke et ord over hendes læber. Men hun blev bønhørt. »Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre.« står der i Salme 1, 13.
Ofte samler vi vore tanker bedst, når vi beder højt, også når vi er alene. Men man kan bede både højt og længe, uden at det bliver en virkelig bøn.
Intet af det, vi kan give Gud, har samme værdi, som et bedende hjerte. Hverken vore bedste ord eller vore største gaver er så værdifulde for Gud, som vort hjerte, når det er bøjet for Gud.
»Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.« Salme 51, 19.
