Sundar Singh fortæller om en konge, som havde en statsminister, der blev kristen og bekendte sin tro for hele folket. Han fortalte kongen, at han troede på en frelser, der var kommet til verden for at frelse syndere. Kongen ville afskedige ministeren på grund af hans kristne tro, men lovede dog at beholde ham, hvis han kunne besvare et spørgsmål: »Når jeg vil have noget udført, siger jeg det til min tjener. Hvorfor skulle kongernes konge komme, hid i egen høje person?«
Ministeren bad om et døgns betænkningstid. Han lod en dukke fremstille, og klæde på, så den lignede kongens toårige barn. Mens kongen var på en rotur, blev dukken på et aftalt tegn fra ministeren kastet i vandet. Kongen sprang straks ud. Bagefter spurgte ministeren, hvorfor kongen selv var sprunget i vandet, han kunne jo bare have ladet en af sine tjenere gøre det. »Mit faderhjerte tvang mig til det,« svarede kongen. Da forstod han også, hvorfor Gud selv måtte stige ned for at frelse menneskene.
Gud er kærlighed. Tror vi det, da ved vi også grunden til, at Gud steg ned til jorden, undfanget ved Den Hellige Ånd, født af jomfru Maria. Gud selv blev menneske, fordi han elskede menneskene.
Guds faderhjerte drev ham til at fornedre sig selv og påtage sig en tjeners skikkelse.
Det hændte en gang på Golgata
Guds hjerte blev knust for dig.
Sådan er Guds faderhjerte også i dag overfor alle mennesker - fuldt af kærlighed, langmodighed og tilgivelse. Hvor herligt er ikke dette for os, som er onde. Gud er kærlighed.
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Johs. 3, 16.
