Der var en ung mand. Han hørte til dem, der levede glad i synden. Han havde knust sin moders hjerte. Faderen var tilbage og sørgede over sin søn. En aften bad han sønnen: »Bliv hjemme - gå ikke ud.« Men sønnen ville ud at more sig med kammeraterne. Han sagde: »Jeg vil ikke være hjemme, det er så kedeligt,« og han åbnede døren. Da lagde faderen sig på knæ i døråbningen og bad ham blive, men sønnen, der var adræt, sprang over sin knælende, bedende fader, ud i synden.
For unge fra troende hjem er det større synd, når de synder, end for andre unge. For de ved bedre besked. Det er ondt at foragte en troende fader eller moders formaninger. Værre er det at træde Guds Søn under fødder. Den, der har kendt Jesus i barndommen, ejer Jesu kald i hjertet til altid at gå på Guds veje. At handle imod en sådan vågen samvittighed og trodse Jesu milde, klare kald er det samme som at træde Guds Søn under fødder. Der falder en forfærdelig dom over sådanne mennesker, hvis de ikke omvender sig. Det er en vidunderlig gave at komme til at lære Jesus at kende i sit eget hjem, men ansvaret er også langt større. At kaste sig ud i synden er for sådanne unge som at springe over den blødende, korsfæstede Frelser.
»Hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod?« Hebr. 10, 29.