En del menneske hjerter synes at være indrettet på samme måde, som mange hjem: flere hverdagsrum og en stadsstue, der kun bruges ved højtidelige anledninger, store selskaber, bryllupper og begravelser og til enkelte fornemme gæster.
Alle kan mærke, at i den stue bor ingen, i sofaen ligger silke- og fløjlspuderne lige så friske og fine, som da de var nye; ovnen har ikke været brugt, siden den blev pudset til påske, nipsgenstande gør at man må passe på hver bevægelse. Alt er ufrit og stift. Der bor ingen.
Jesus Kristus bliver af og til inviteret ind i enkelte unges liv. Ved konfirmationen var han på besøg i lang tid. Hver jul får han lov at slippe ind på en lille visit. Af og til lukkes hjertets dør på klem for ham i nød og vanskeligheder. Men han bliver kun indbudt i den stive stadsstue til de fornemme gæster.
Jesus vil gerne ind i alle rummene og have lov til at bo der og gå frit ind og ud overalt. Han bryder sig ikke om, at der skal pyntes eller gøres noget ekstra, fordi han kommer. Nej, han vil komme til alle tider og være i køkkenet, værkstedet eller kontoret, mens vi arbejder, sidde sammen med os, når vi taler om mennesker og hændelser. Han vil så gerne. at vi skal kunne læse bøger og blade, uden at vi bryder os om at han ser det. Ja, at vi kan sidde og tænke og tie sammen med ham, som med vor bedste ven, der kender alle vore tanker. Skal Jesus ikke have lov at bo hos dig på den måde?
»At Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.« Ef. 3, 17.
