Den store naturforsker Isaac Newton blev en gang spurgt om, hvordan et dødt menneskes støv, der måske var spredt for alle vinde, skulle kunne opstå som en ny bolig for sjælen. Tavst blandede han en håndfuld jernspåner med almindelig jord og spurgte så: »Hvem kan nu samle disse, jernpartikler sammen?« Ingen svarede. Da tog han en magnet, holdt den over blandingen og straks fløj alle jernspånerne sammen. Med dyb alvor sagde den gamle forsker: »Han, der gav det døde jern en sådan kraft, skulle han ikke kunne magte det, der er endnu større, når vore udødelige sjæle en gang skal forenes med et forklaret legeme?«
Troen på al tings tilintetgørelse i og med døden er den fattige trøst for en del verdsligt sindede mennesker. Den trøst er ikke alene fattig, den er falsk.
Også de, der tror på udslettelse, og håber på den af frygt for dommen, også de skal opstå og stilles for Guds domstol. Også de skal bøje sig og bekende, at Kristus er Herre.
Døden er ikke det sidste. Den er snarere begyndelsen til en evig tilværelse. Men denne evighed bliver blot en fortsættelse af det liv, vi har levet. Enten bliver det en evighed i synd og skyld, i bod og pine borte fra Gud. Eller det bliver en evig salighed hjemme hos Gud. Kan du glæde dig til denne opstandelse?
»Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger.« Johs. Åb. 20, 13.
