ET HJEM I HIMMELEN

24. juli

En dansk præst lå for døden, en og tredive år gammel. På dødslejet skrev han en glædessang, som slutter således:

Jeg går til Himlen, der er mit hjem,
der er ej synd eller smerte,
der er det nye Jerusalem,
der er mit bævende hjerte.

Det ville ikke være naturligt for unge altid at tænke på døden. Men det ville heller ikke være naturligt at skyde tanken fra sig. For en kristen er det godt at tænke på livets afslutning, for vort rette hjem er i Himmelen.

Her på jorden er vi hjemløse. Det erfarer vi gang på gang. Der er kun få, som forstår En, men mange misforstår, spotter og forfølger. Ofte kommer kristne unge til at føle sig fremmede, selv i deres egen familiekreds.

Stefanus så Himmelen åben, da alle jordiske udveje var lukket. Og han fik hjælp og kraft fra Himmelen til at sejre, da ingen på jorden ville hjælpe ham.

Midt i livets kamp kan vi få lov til at hvile i det himmelske hjem. Og vi kan i bønnen færdes i den himmelske verden, ja, træde frem for Guds ansigt.

»Du skal få en skat i Himmelen, kom så og følg mig,« sagde Jesus til den rige yngling. De to ting hænger nøje sammen. Jo større og herligere den himmelske skat bliver for os, jo mere lyst og kraft får vi til at følge efter Jesus hernede.

Som himmelborgere bliver vi ikke verdensfjerne, men livskraftige, fordi »Og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus,« Ef. 2, 6.

Bøn

Jeg går til Himlen, der er mit hjem,
der er ej synd eller smerte,
der er det nye Jerusalem,
der er mit bævende hjerte.
Jons. Levinsen
HJMT 610