YDMYGHEDENS VELSIGNELSE

19. august

En hushjælp på et alderdomshjem bad mig besøge en gammel mand, der var sengeliggende. Jeg spurgte hende lidt ud om manden og ville også vide, om han bekendte sig som kristen. Men han sagde så lidt om sig selv, så hun vidste ikke, hvordan han havde det med det åndelige. »Hvorfor tror De, at han er kristen?« spurgte jeg. »Jo, han er altid så lille efter sin egen mening.«

Man har sagt, at ydmygheden er lig nuller der ingenting er i sig selv, men dog formerer alle tal. En mundens bekender, der mangler ydmyghed, ligner et ettal, der mangler nuller. Han er kun JEG, helst med store bogstaver. For den ydmyge er Gud alt, og da bliver man selv intet.

Jo større Gud er for os; jo mindre bliver vi selv i vore egne øjne. Men netop derfor kan Gud give de ydmyge nåde. For de bliver ikke store og stolte af nådens gave. De føler sig tværtimod uværdige til at modtage så meget.

Vi er alle af naturen stolte, både overfor Gud og mennesker. Og stoltheden er ofte den største hindring for de unge i at leve et rigt liv med Gud.

Jesus alene kan lære os ydmyghed. Når vi betragter ham, der fornedrede sig selv for vor skyld, og vi ser, at han gjorde det for os, da får vi lyst til at bøje os i støvet for ham og takke ham.

»Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Matt. 23, 12.

Bøn

Tit jeg prøvet har at gå alene,
styre selv min vej på denne jord,
prøvet mig med egen kløgt at tjene,
du blev lille, medens jeg blev stor.

Herre, lær du mig at blive lille,
da forstår jeg først, at du er stor,
da jeg vandrer ved din hånd så stille,
om end vejen til sig vildsomt snor.

Ved H. P. Mollerup