Under en stor brand havde en brandmand lige reddet et barn ud fra et brændende hus og stod nu på stigen med sin dyrebare byrde, højt oppe blandt røgmasserne. Man kunne nedefra se, at han vaklede og var ved at styrte ned. Så råbte en af kammeraterne: »Lad os give ham et hurra!« Og op til ham lød et opmuntrende. hurraråb. Han rettede sig op, fik ny kraft og var snart nede på jorden med det frelste barn.
Vor tunge er ikke blot en ødelæggende ild, til skade for dem, hvem den antænder. Nej, vort hjerte kan brænde af kærlighed til andre, og da bliver vore ord som en ild, der lyser og varmer. I stedet for, en utæmmet og hærgende skovbrand, bliver vor tale som den nyttige ild, hvor de, som fryser, kan varme sig.
Verden er kold. Egoismen præger samlivet mellem menneskene. Derfor er der stadig mange trætte og modløse, som føler sig ensomme og forladt af alle.
Den slags mennesker, trænger til et venligt ord. Venlige, opmuntrende ord udretter store ting i verden. De lyser op i hjemmet, som solglimt på en regnvejrsdag. De bryder det triste og grå på arbejdspladsen. De liver op på en trættende rejse. De virker som et frisk pust af medvind, når sejlene hænger slappe, og strømmen er imod.
Et ord om Jesus sagt i rette tid, har en revolutionerende kraft. Under samtaler og diskussioner kan der indtræffe øjeblikke, hvor man kan få lykke til at anbringe et ord om Jesus. Det kommer som et pust fra evigheden, som når tunge skyer spredes, og man øjner en klar, blå himmel. Og de har evighedens kraft med sig. Kun det hjerte, der er stemt af Jesus, kan fremkalde det rette ord til rette tid.
»Æbler af guld på billeder af sølv: ord talt på rette vis.« Ords. 25, 11.