RODFÆSTET I KRISTUS

16. marts

Stanley Jones fortæller, at man i Japan har en måde at hæmme træernes vækst, så de kun bliver dværgtræer. l stedet for at blive skovkæmper, bliver de stueplanter.

Dette foregår på den måde, at træets hovedrødder afskæres eller omvikles med en ståltråd. Derefter kan de kun leve af de ydre smårødder og hæmmes derved i udviklingen.

Kristenlivets vækst og udvikling står og falder med, hvor rødderne går. Kristne, der kun har smårødder i de evige kilder, bliver forkrøblede dværgkristne.

Når sjælen kun får næring fra enkelte møder og gudstjenester, tilfældige og korte øjeblikke med Bibelen og yderst sjældne øjeblikke i bøn, da bliver Gudslivet tørt og kraftesløst.

Det rige og sprudlende kristenliv med liv og overflod, det findes kun der, hvor sjælens liv og næring er hovedsagen. Der må tilfældigheder eller mangeartede interesser ikke komme i første række. Der må sjælen ikke leve af smuler fra de riges bord. Nej, der hører det til dagligt brød, at man henter kraftig næring i regelmæssig fordybelse i Guds ord under bøn. Der strømmer Guds kraft frit, og da bærer man frugt. Hvor har du dine rødder? Hvad fylder dit sind? Har du din lyst i Herrens lov? Da vil du også erfare det rige liv, som skildres i Salme 1, 3:

»Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham.«

Bøn

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

B. C. Lund
DDS 217
SOS 245