En af de sørgeligste fortællinger, man kan læse, er beretningen om kæmpen Samson. Han begyndte at lege med fristelsen. Så udleverede han sig til Dalila og gav sig fristelsen i vold. Og det endte sådan: »Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham og førte ham ned til Gaza, hvor de lagde ham i lænker, og i fængslet blev han sat til at dreje kværnen. «Dom. 16, 21.
At lege med synden ender med, at man bliver grebet af synden, selv om det kun er en synd i tankerne. Til at begynde med har man en klar bevidsthed om, hvad der er synd. Men hvis man med vilje fortsætter, så ender det som med Samson, de stak øjnene ud på ham.« Synskraften bliver skadet. Man mister til sidst samvittighedens gudhengivne evne til at skelne mellem godt og ondt. Og da er man fange i syndens lænker. Da leger man ikke længere med synden, men synden leger med En selv.
Samson måtte gå rundt og rundt med kværnen i fængslet. Sådan må nogle unge gå rundt i ring, fanget af syndige og urene tanker. Tankernes kværn maler ustandselig det samme. Og man kan ikke komme fri.
Nej, ikke alene. Ikke med egen vilje og evne. Men Kristus kan. Hvis han får lov til at rense hjertet, da driver han fjenden ud og tager selv bolig derinde. Da gør han den unge stærkest, hvor han er svagest. Han tager hans tanker og hans fantasi i brug til fordel for sig, og den unge bliver en kæmpe i Kristi kraft i stedet for en blind slave.
