»Hvem har skabt dig?« spurgte en lærer en skoledreng. »Den gode Gud,« svarede drengen og tilføjede, »men bare så stor,« og viste med hænderne omtrent en halv meter. »Resten er jeg vokset af mig selv.«
Denne dreng har nok mange åndelige slægtninge. Ikke alene findes der mange, der selv tager æren for det, de er. Det er en stor fare for os alle. Vi stjæler æren fra Gud, som vi dog er sat her for at ære.
Men der findes mange, der stræber efter at vokse af sig selv. De bliver måske ikke så let glade for sig selv. De bliver let mismodige, fordi kristenlivet er så tungt og svært for dem.
Det er sket i hedningelande, at nyfødte børn er blevet sat ud i skoven, overladt til sig selv. Således er det ikke i Guds rige. Vel sker det, at vi som kristne svigter og kommer til kort, når det gælder om at se efter Guds nyfødte børn. Men Gud har dog selv taget ansvaret for, at de skal vokse. Han giver den næring, de trænger til. Han påminder gennem Den Hellige Ånd om ordet og bønnen. Han holder samvittigheden åben, således at der altid bliver brug for nåden. Han er fårenes hyrde, der leder til de grønne enge og hvilens strande. Hans nåde er ny hver morgen. Og Gud vil styrke ved nåden. Også arbejdet driver Gud frem, det arbejde, vi skal vokse og leve af. Overlad trygt væksten til ham, der skaber livet og opretholder det.
»Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.« 1. Kor. 15, 10.
